Vildbjerg Cup 2018

Fodboldglade drenge og piger fra danske og udenlandske klubber indbydes til for 40. gang at deltage i Europas fjerdestørste ungdomsturnering i fodbold.

44 fremragende græsbaner – alle i gå afstand – beliggende omkring Vildbjerg Sports- og Kulturcenter udgør den unikke ramme til afvikling af godt 1.900 fodboldkampe fordelt på fire dage.

Vildbjerg Cup giver mulighed for at alle klubbens ungdomsfodboldspillere kan deltage i stævnet. Vi udbyder i 2018 hele 42 forskellige spillerækker og fastholder niveauopdeling i samme aldersgruppe for at sikre mere fair og jævnbyrdige kampe. Som noget nyt udbyder vi tre niveauer i U10, U11, U12 og U13 Drenge samt to niveauer i U12 Piger. 

Vildbjerg Cup er et godt tilbud som en oplagt optakt til den nye sæson. De mange fodboldspillere indkvarteres i omkringliggende skoler og haller eller bor i campingvogne og telte på campingpladsen, som hvert år udbygges og forbedres og sidste år havde rekordtilstrømning med en belægning på mere end 2.500 enheder. Campingpladsen har udviklet sig til først og fremmest at give klubberne en enestående mulighed for med udgangspunkt i interessen for fodbold også at dyrke det sociale samvær mellem spillere, ledere, forældre og søskende. Der kører gratis busser i pendulfart mellem indkvarteringsskolerne, de yderste campingarealer og stævneområdet.

Bespisning foregår i Vildbjerg Stadionhal og den veltilberedte mad leveres af Vildbjerg Sports- og Kulturcenter og Hotel Vildbjerg.

Deltagerne og campister har gratis adgang til faciliteterne på Vildbjerg Sports- og Kulturcenter: Svømmehal med varmvandsbassin, tennisbaner og bordtennis. Alle dage får vi besøg af Technica Football på Technica Arena, fredag og lørdag arrangerer vi Hop & Rul legeland, gratis open-air diskotek bag Stadionhallen og lørdag aften sluttes af med et kæmpe festfyrværkeri. Fredag og lørdag tilbyder vi også gratis vask af spillertøj.

Ved ankomst får hver deltager udleveret en Hummel Vildbjerg Cup T-shirt og præmiemodtagerne i såvel A-slutspillet som Dominus Cup kan se frem til meget flotte præmier. Alt i alt har deltagertrøjerne og præmierne en værdi af ca. 3.000.000 kr.!

Vi håber rigtig mange klubber vil give deres ungdomsspillere en oplevelse ud over det sædvanlige og tilmelde sig Vildbjerg Cup 2018 – vi glæder os til at byde alle hjerteligt velkommen til fire festlige, fornøjelige fodbolddage!


Med venlig hilsen
Bestyrelsen for Vildbjerg Cup

 

"Tak for et super godt arrangement. Det var en fantastisk oplevelse og selv vejret havde I sørget for!"

Tina Solgaard, KB

 

Spillere søger hold / hold søger spillere

Mangler du en spiller til dit hold eller er du spiller og ønsker at spille for et hold til Vildbjerg Cup? Så se her...

Læs mere

Stor interesse for jubilæumsturneringen!

Der er allerede nu stor interesse for at deltage i Vildbjerg Cups 40 års jubilæumsturnering.

Læs mere

Indbydelse 2018

Læs den officielle indbydelse til Vildbjerg Cup 2018 her

Læs mere